søndag den 25. november 2012

Efterår rusk og regn.


Så er efteråret over os med regn, rusk og rå-kulde.

Sidst jeg skrev et indlæg var der ca. 15 grader varmere og stadig sommer.
Men mange ting er hændt for mig her i efteråret, så bloggen har været lidt på standby.

Nu er jeg imidlertid etableret i ny lejlighed og håber og tror jeg kan skrive med kortere intervaller, for at blive i sports jargonen.

Min Akillessene - Never ending story


Historien om min syge højre Akillessenen begyndte for over et år siden efter Eremitageløbet. Så for første gang i 16 år deltog jeg ikke i år.
Nuværende status er at jeg holder total løbepause på næsten 2. måned og må ikke løbe før efter nytår.

Den 7. september sluttede forsøget jeg var deltager i på Bispebjerg.
Status ved sidste skanning var at min højre Akillessene var lige så dårlig som 6 måneder tidligere da forsøget begyndte.
Jeg fik at vide, at jeg havde fået sprøjtet mit eget centrifugerede blodplasma ind 3 gange i forløbet, men det har tilsyneladende ikke hjulpet.
Hvad det skyldes er svært at sige, men forsøgs leder Anders Boesen mente, at jeg nok havde belastet senen lidt for meget i forsøgs perioden med løb, på trods af, at min løbemængde var reduceret med næsten 70%.
Det vil sige at jeg under forsøget løb maks. 20-30 km. pr. uge i meget roligt tempo.

Generelt viste forsøget på de andre forsøgs deltagere at både indsprøjtning af eget blodplasma og i særdeleshed HVI med saltvand og kortison havde en gavnlig effekt, såfremt det blev suppleret af excentriske styrkeøvelser for læg og Akillessene samt meget reduceret eller næsten ingen løbetræning.

Nå men plasma injektion hjalp altså ikke mig, så ifølge forsøgsaftalen fik jeg tilbudt den "rigtige" behandling, nemlig HVI med saltvand og Kortison.

Dog ville jeg kun kunne få behandlingen, hvis jeg lovede Anders Boesen at jeg nøje fulgte anvisningerne, hvilket indebar 3 måneder uden løb overhovedet og daglige Excentriske øvelser med hæl-vip på trappe med progressiv  belastning i form af vægtøgning.

Der var jo ingen vej udenom, så jeg fik afviklet alle kunder, hvilket heldigvis passede nogenlunde på grund af årstiden.

Nu sidder jeg så her, efter næsten 2 måneders løbepause og har så meget lyst til at løbe som aldrig før. Men er det ikke sådan det er?. Det man ikke må, vil man gerne.

En måned mere cirka, så kan jeg efter en skanning mere, forhåbentlig langsomt starte op igen.

Det skal dog ikke afholde mig fra at være optimist og tilmelde mig VM i halvmaraton i København i 2014.

                                                        VM-Halvmaraton 2014


I løbet af efteråret har jeg afholdt 3 løbeklinikker og har haft rigtig gode tilbagemeldinger efterfølgende fra deltagerne.

Håber I alle derude som ikke er skadet får løbet på trods af efterårets luner.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar