søndag den 29. april 2012

Løbestop !

Foråret er nu endelig ved at få fat. Varmen er kommet og alt er lysegrønt.
Det trækker godt i de gamle løbeben, men desværre har den seneste udvikling trukket i den stik modsatte retning.
Anders - lægen tilknyttet det store Akillessene forsøg på Bispebjerg har fortalt mig at medmindre jeg skal leve med mine dårlige akillessene resten af mine dage, må jeg holde mindst 6 ugers total løbepause.
De 2 måneders behandling med 4 indsprøjtninger af en eller anden væske (som jo kan være placebo), Excentrisk  styrketræning af senen og begrænset løb har ikke overhovedet haft nogen effekt på inflammationen.
Jeg har ikke noget valg, jeg må lægge løbeskoene på hylden i halvanden måned og dyrke noget alternativ motion. Måske skal min gamle MTB støves af, eller rulleskiene hvis jeg bliver alt for rastløs.
Det kan være jeg må op og svømme nogle baner i den lokale svømmehal.
Samtidigt forsætter jeg med den excentriske styrketræning, som er så kedelig.
Total løbepause i 6 uger. Det er vist første gang jeg ikke løber en meter i 6 uger siden 1993. Puha det bliver hårdt, ikke kun fordi lysten til at løbe netop nu er størst, når man kan smide vintertøjet og løbe i shorts og T-shirt, men også på grund af alle de kunder jeg netop nu har og som må "nøjes" med, at jeg cykler ved siden af, i stedet for at løbe.
Heldigvis har jeg nogle fantastiske kunder og de har alle sagt ok til at vi forsætter de næste uger med mig på cykel.

 


Det sætter dog visse begrænsninger. Blandt andet er det ikke alle parker i København, der er begejstret med cykling på stierne.

På trods af min løbekarantæne, er det lykkedes at afholde et par løbeklinikker igen og i går stod den på løbetræner kursus for Arriva.

Næste løbeklinik er i Birkerød torsdag den 31/5 kl. 1900.

 Håber i alle derude nyder foråret og får løbet mere en undertegnede.



mandag den 2. april 2012

Forårsstatus

Selv om det sner og er hundekoldt udenfor, er der sikre forårstegn. Bøgen er sprunget ud og skovdækket er begyndt at blomstre. Desuden er dagene tiltaget i længde, så man nu også kan løbe i dagslys efter kl. 1800.

Når talen falder på min form er der ikke meget der blomstrer her. Min akillessene driller stadig og jeg synes ikke det bliver bedre, snarere tværtimod. Jeg er halvvejs inde i behandlingsfasen (5 uger), i det stort opsatte forsøg med behandling af ømme akillessener på Bispebjerg hospital. De mangler i øvrigt stadig nogle forsøgspersoner.

Læs mere her.

Desværre ved jeg jo ikke om jeg får placebo medicinen sprøjtet ind, men alene den koncentrerede excentriske træning af læggen og den syge akillessene, burde give resultat.



 

Ovenstående øvelser laver jeg 2 gange om dagen og er nu oppe på + 10 kg i rygsækken, når jeg udfører dem 2x 3 x 15 med strakt ben og  2x3x15 med bøjet knæ.
Men som sagt lader resultatet vente på sig.

Så min egen træning er foreløbig skrinlagt og jeg koncentrerer mig om alle de nye og gamle kunder jeg har.
Jeg laver i øjeblikket fællestræning for firmaerne AON, Ebay, 7Eleven og starter op med DR her om 14 dage.
Samtidigt træner jeg p.t. 11 brugere med forskellige mål.

Her den 25/3 afholdte jeg årets 2. løbeklinik her i Birkerød og næste dato er 15. april igen i Birkerød og 29. april i Århus. Der er stadig få ledige pladser.

Min manglende løbetræning kompenseres med styrketræning i haven og de famøse excentriske  øvelser for akillessenen.

Jeg håber dog snart at jeg kan påbegynde egentlig løbetræning igen, da jeg savner løbeturene i mit eget tempo og med forårets og sommerens komme, er det bedste jo en dejlig løbetur i skoven.

Med løbehilsen

Henrik