Alt var forløbet planmæssigt i optakten til dette maraton og jeg følte mig virkelig klar og i form til dette DM i maraton.
Nu skulle jeg vise at jeg kunne blande mig i topstriden i 50-55 års klassen.
Den sidste uges nedtrapning forløb godt, lige efter Jack Daniels nedtrapningsplan, med en lille tur hver dag på 25-35 min. med lidt stigningsløb. Tirsdag inden 3 x 1,2 km. Tempoløb.
Den fik på alle fronter med rødbedesaft, sund mad, væske og masser af hvile og afslapning.
Lørdag eftermiddag tog jeg turen til Odense for at lade op og slappe af inden start søndag.
Startpose med nummer og chip blev afhentet i god tid, flasker med min egen blanding af Vitargo blev placeret i de respektive kasser til væskedepoter. Jeg fik sludret lidt med alle de mennesker jeg kender indenfor branchen. og så var det ellers bare om at komme tilbage til hotellet og slappe af.
Inden da tog jeg lige en tur rundt på den 21 km. lange rute i bil og konstaterede at ruten ikke var helt så flad som forventet, mange sving men til gengæld ingen brosten, så alt i alt ok.
Lidt pasta blev sat til livs på den lokale italienske restaurant og så var det bare om at ligge vandret til vækkeuret ringede søndag morgen.
Søndag viste vejret sig fra den fugtige side. Mild sagt. Det øsregnede.
Foto: Michael Hyllested
Nå man var vel forberedt, så jeg iførte mig den nye Craft løbeundertrøje med vind -og vandtæt front og min cap.
Derudover mine nye lækre CEP kompressions strømper, som havde vist deres værd på de lange ture inden og naturligvis klubsinglet og korte tights fra min Klub.
Mine Brooks Green Silense (som absolut ikke er grønne i farven, men har navnet fordi de er lavet af 100% nedbrydelige materialer), var klar og påført Chip og Polar Skosensor.
Cirka en time før start til maraton stod jeg klar ved Idrætsparken hvor start og mål var placeret. Regnen stod ned og alle søgte ly, mens smarte piger delte regn ponchoer ud til højre og venstre. Godt timet af Fyns Stifttidende.
Jeg forsøgte at slappe af, mens jeg begyndte at forberede mig mentalt på ca. 3 timers løb i øsende regnvejr på en ret kedelig rute, hvor der ikke kunne forventes ret mange tilskuere i dette vejr.
Endelig blev det tid til at stille op i startbåsene og med "kun" ca. 1800 deltagere til start, var der god plads. Starten foregik op ad en svagt stigende bakke hvorefter ruten fladede ud et stykke.
Jeg fik en fin start og fandt hurtig en god rytme synes jeg selv. Jeg lå sammen med 2 andre deltagere fra samme aldersklasse (den senere nr. 2 og 4 i gruppen) samt Dorte Dahl fra Blovstrød løberne.
Så går starten
Tempoet føltes tilpas let og åndedræt og puls var i ro.
1. km. på 3:59 som var 3 sek. hurtigere end mit måltempo. Alt var som det skulle være og jeg følte stort overskud.
2. km. på 3.54 - hov lige lidt for hurtigt, men stadig føles det ok. Pulsen lå hvor den skulle (163), men da jeg lå sammen med en god gruppe hvor også mine " konkurrenter" til en topplacering lå, besluttede jeg mig for at forsætte tempoet.
3. km. i tiden 3:56 stabil, pulsen stabil. Sådan forsatte det med tider lige omkring de 4 min. som planlagt men ved 1o km. opdagede jeg at pulsen stille og roligt var steget til 170.
Det var for højt vidste jeg. Den måtte ikke kommer over 165 og nu begyndte det også at trække i mit venstre baglår og balle.
Hvad sker der?
Det er alt for tidligt jeg begynder at få disse signaler fra kroppen og min puls er for høj. Tempoet var jo som det skulle og det har jeg løbet masser af gange til træning uden problemer.
Jeg følte mig ikke kold. Havde det tilpas temperaturmæssigt og fik også væske ved hvert depot. Desværre ikke min egenvæskeblanding, da det kun lykkedes mig en gang at finde min egen flaske og det var ved 15 km.
Ved 12- 13 km. gik det nedad men det gjorde min puls ikke selv om jeg holdt farten i ro. Den var nu sneget sig op på 170.
Skulle jeg have reddet mit maraton var det nu, men jeg desperat og irrationel og tænkte at "det går nok over af sig selv med baglåret" og "min puls stabiliserer sig sikkert" . Det skete naturligvis ikke og jeg kunne mærke at mine medløbere stille og roligt løb fra mig, mens mit tempo gik ned, først på 4:03 så 4:06 og så videre.
Min puls blev dog ikke lavere af den grund og jeg indså at løbet var tabt for mit vedkommende. Jeg besluttede mig ved 16 km. mærket at jeg løb til de 21 km. som var vendepunktet ved stadion og så måtte jeg se hvordan jeg havde det der.
Det blev dog naturligvis ikke bedre, men værre og værre med baglåret og ballen og jeg hoppede ud ved vendepunktet, skyndte mig at tage mit nummer af og sneg mig ind til information og fortalte at jeg udgik og efter et hurtigt tøjskift skyndte jeg mig hjem til familien.
Hvad gik så galt her?
Efter af være udgået for hvad jeg troede endelig skulle være min triumf på maraton distancen, var jeg naturligvis dybt skuffet og frustreret.
På vej tilbage til Birkerød havde jeg knap 2 timer til at tænke over hvad der gik galt.
Den største og mest graverende fejl var at jeg ikke løb "mit eget løb" men at jeg lod mig rive med af konkurrenter og medløbere, hvilket betød lidt for høj hastighed de første 10 km. (30 sek. for hurtigt på de første 10 km.).
Min næste fejl var at jeg ikke regulerede tempoet ned ved 10 km. da jeg opdagede at pulsen var for høj, men blot satsede og forsatte i samme tempo, med for høj puls til at kunne gennemføre.
Med hensyn til mit forkrampede baglår og balle er jeg usikker på hvorfor det opstod, men jeg mener ikke det skyldes tempo og puls. Det skal der arbejdes med, hvordan skal de næste dage gå med at finde ud af.
Jeg mener at jeg - igen- har lagt et for stor forventningspres på mig selv om godt resultat og det resulterede i en overspænding, præcis som jeg har oplevet tidligere til for eksempel Berlin maraton i 2007 hvor jeg var klar til PR på 2:45 med ødelagde det på grund af det jeg kalder forventnings stress og overspænding.
Hvad har jeg lært?
Hvis jeg har lært noget af denne erfaring er det, at jeg skal lære at slappe af og lade være med at stille for store forventninger til mig selv. Jeg skal nyde løbet. Løbe mit eget løb og lytte til kroppen. Lad være med at følge andre. Jeg kender dem ikke og aner ikke hvor pressede de er. Jeg kan kun udnytte mine egne signaler fra kroppen.
Når jeg tænker tilbage har de bedste løb jeg har løbet, været de løb, hvor jeg ikke havde forventninger til resultatet og bare løb for sjov. Min bedste E-løbstid på 47 min. blev løbet weekenden efter Berlin maraton i 2007, hvor jeg ingen ambitioner havde med hensyn til tider og placeringer. Min bedste maraton oplevelse var sidste år til Københavns maraton, hvor jeg løb uden ur og pulsmåler og løb på 2:56.
Så fremover træner jeg med pulsmåler og ur, men løber konkurrencer uden.
Min sidste kommentar her må være den berømte sætning "gør ikke som din træner, men gør som han siger"
Ingen kommentarer:
Send en kommentar