"Gooooood Moooooorning Vietnam"
Dette citat fra filmen af samme navn, kunne jeg med rette udbasunere, da jeg landede i Hanoi lufthavn fredag den 12. september, kl. 6 om morgenen, efter en dejlig flytur med Finnair via Helsinki.Varmen og luftfugtigheden lå allerede på det tidspunkt, tungt hen over en, som en dyne, da vi kom ud af lufthavnen.
Optakten ugen op til VMM 2014
Jeg var glad for at jeg havde valgt at tage til Vietnam en uge før løbet, så jeg kunne slappe af og vænne mig lidt til klimaet, som normalt ligger omkring de 30 graders varme og luftfugtighed på 80-90 % på denne årstid. Også jetlag skulle jeg bruge et par dage på at reducere. Derudover havde jeg jo mulighed for at lege turist i landet.Der blev tilbragt et par dage på hotel i Hanois gamle bydel tæt på Hoan Kiem søen, en hekse kedel af trafik og aktivitet, næsten døgnet rundt.
Tæt trafik i Hanois gader
Hoan Kiem Lake Hanoi
Den første løbetur var lørdag morgen kl. 0600 og det blev til et par runder omkring Hoan Kiem søen, i øvrigt sammen med hundredvis af vietnamesere, der også var ude at morgenløbe og dyrke motion.
Det var allerede trykkende varmt på det tidspunkt og pulsen pumpede bare derop ad, selv om tempoet var tæt på gå tempo. "Pyha det bliver en lang tur næste lørdag i Nordvietnam, når jeg skal løbe 70 km., hvis ikke det bliver bedre" tænkte jeg.
Heldigvis blev det gradvist bedre og bedre på de næste løbeture, da jetlag forsvandt og klimatilpasning begyndte at melde sig.
Efter et par dage i Hanoi, var det planen at jeg skulle på en 3 dages sejltur i den berømte Halong bugt, men det satte en Tyfon en stopper for. Mandag morgen kom der en sms fra Topaz rejser, at turen var aflyst. Heldigvis var de super servicemindede hos Topaz og jeg fik lynhurtigt arrangeret en tur sydpå til byen Hoi An i stedet for. Så med få timers varsel sad jeg nu i en flyver fra Vietnamese Airlines på vej til Danang, hvorfra jeg skulle videre med taxa til Hoi An.
Der boede jeg på et beach resort, med udsigt til den mest lækre strand jeg længe har set.
Eneste lille krølle, var at jeg boede der mutters alene. Der var ingen andre gæster på stedet, så det var en anelse stressende at sidde og spise morgenmad, overvåget af 10 overfriske tjenere.
Det viste sig senere at stedet var et af regeringens ferie steder og det var ikke lige sæson for partibosserne, til at rejse.
Bortset fra det, var det super lækkert.
Hoi An er et fantastisk sted - en hyggelig gammel havneby, der er blevet til en smuk kulturperle og en by, som mange Vietnam-rejsende valfarter til.
Jeg var der et par dage, hvor jeg fik løbet en enkelt tur mere og ellers vandrede rundt og beundrede byen og livet.
Tilbage i Hanoi dagen før vi skulle rejse til Nordvietnam og løbet. Spenderede den sidste dag hos mine gode venner Kit, Oliver og Jacob i Hanoi til torsdag, hvorefter Jacob, som er co-race director, og jeg begav os afsted til Hanoi banegård, hvor turen til Lao Cai i Nordvietnam skulle foregå med nattog i sovevogn, sammen med 450 forventningsfulde løbere.
Vi mødtes alle på en restaurant ved siden af banegården, hvor vi fik udleveret billetter til toget.
kl. 2030 var der afgang og toget sneglede sig afsted imellem trafikken i Hanois gader over Long Bien broen, bygget af Eiffel for over 100 år siden.
Toget sneglede sig videre de 300 km. nordpå gennem natten, til vi fredag morgen kl. 730 ankom til Lao Cai i Nordvietnam, på grænsen til Kina.
Her var der lidt logistik arbejde for Topaz ansatte, idet nogle løbere skulle overnatte i byen Sa Pa, mens andre, inklusive undertegnede, skulle bo på Topaz Ecologde ved start og målområdet til VMM 2014.
Da alle havde fundet de rette busser gik turen mod Sa Pa og for nogle af os videre til Topaz Eco lodge. En bus tur på ca. 2 timer på snørklede bjergveje.
Vel ankommet fredag formiddag til Topas Ecolodge fik de heldigste anvist en lækker bungalow, mens jeg sammen med ca. 20 andre løbere skulle bo på Monkey Class i nogle ellers udmærkede telte på en bakketop med udsigt over bjergene. (telt indkvartering var eneste (og billigste ) mulighed da jeg bookede rejsen i februar.)
Herefter var der lækker brunch buffet, infomøde, foredrag og almindelig afslapning og klargøring til starten skulle skydes i gang om morgenen den følgende dag, lørdag.
Alle løbere og hjælpere trissede rundt, smånervøse og spændte. Der blev givet råd og vejledning fra de mere garvede løbere.
Der blev talt om strategi for væske og kulhydrater, løbetempo fra start og en masse andre detaljer.
Det som viste sig at være det vigtigste råd var, at når man mødte de hunde, der "bevogtede" de små huse og landsbyer på ruten og de kom glammende imod en, skulle man samle en sten op fra vejen og lade som om man kastede den. Hundene havde stor respekt for dette viste det sig senere på turen.
Grejet blev checket en sidste gang og alle tilgængelige stikkontakter var proppede med diverse ladere til telefoner, ure og pandelamper. Velvidende at der nok ikke var stikkontakter i teltene, havde jeg havde heldigvis hjemmefra medbragt en USB-powerpack, som kunne lade 2 gadgets op ad gangen og kunne holde strøm til at eksempelvis min Sony tablet kunne oplades 4 gange. (meget praktisk på lange flyrejser også.)
Selve løbet
Lørdag morgen blev vi vækket af vækkeuret kl. 2 om natten, eller rettere sagt vi blev mindet om at nu skulle vi op, for det var ikke blevet til meget søvn på liggeunderlaget i det varme telt.På med pandelampen og så prøve at få styr på alt grejet i mørket.
Løbet er på 70 km. med checkpoints for ca. hver 10. km.hvor der var vand og bananer, så vi skulle selv medbringe kulhydrater og noget til at opbevare vandet i.
Derudover skulle der medbringes en del obligatoriske ting, såsom mobiltelefon, GPS, regnjakke, førstehjælpsgrej og varmetæppe.
Jeg benyttede en Nathan Væskerygsæk med 2 væskeblærer på samlet ca. 2 liter, så kunne jeg have både vand og energidrik, som jeg kunne skifte imellem, med en smart ventil på forsiden af skulderstroppen.
Efter at have iført os løbetøjet og pakket grejet, gik vi op til en lækker morgen buffet, med alt hvad hjertet kunne begære. Der var nok lidt for mange lækre retter, for jeg fik næsten sukker chok og havde kvalme og opkast fornemmeleser i den første time efter start.
Lidt i 4 om morgenen var vi endelig alle linet op til start, spændte og forventningsfulde. Desværre var bussen med løbere fra Sa Pa lidt forsinket, så starten gik kl. kvart over 4, transmitteret til Vietnamesisk TV.
http://vtv4.vn/videodetail/11414
Det regnede let fra vi stod op om morgenen og også da starten gik og et par timer ind i løbet.
De første 6 km. var på en asfaltvej mod byen Sa Pa og efter de ca. 6 km. gik det skarp til venstra og stejlt nedad, på en meget glat smal betonsti mod floden.
Dav vi var nede ved floden fulgte vi den nogle km., hvor flere vandløb skulle krydses, mange af dem så fyldte med vand efter tyfonen at vi gik i til livet. Så taktikken med at holde fødderne så tørre som muligt lykkedes ikke så godt.
Jeg havde hjemmefra researchet en del på nettet omkring, forebyggelse af vabler, idet jeg på en tidligere træningstur, fik nogle rigtig slemme af slagsen.
Så jeg havde indkøbt og smurt fødderne ind i noget Hirschtalg creme, hvilket gav fødderne en dejlig glat overflade uden at de blev greasy, som med vaseline.
Derudover havde jeg Injinji tå-sokker på (og havde et par tørre ekstra med i en plastpose hvis det blev nødvendigt at skifte undervejs.) (Se mit sidste indlæg)
Det viste sig yderst effektiv. Jeg kom igennem løbet uden en eneste vabel og andre gener med fødderne, udover at de lignede et par hvide skrumpede rosiner i mål, efter alt det vand og mudder de havde fået. Fødderne var faktisk våde fra start til slut.
Efter af have fulgt floden nogle km. gik det opad mod checkpoint ved 30 km. Se højdeprofil herunder:
Min strategi med kulhydrater var, at jeg skulle forsøge at indtage ca. 60 gr. pr. time, mest i form af Vitargo pulver med elektrolytter. Som supplement havde jeg 5 gels med med forskellig smag og med koffein. Derudover en pose energi vingummi fra Squezzy som "præmie", når jeg havde rundet de 50 km. Jeg havde også en lille plast pose med Saltsticks piller som supplement med elektrolytter og salt.
Som tidligere nævnt havde jeg kvalme og opkast fornemmelse den første times tid på løbet, nok mest på grund af for meget sukkeropfyldning til morgenmaden for tæt på start. Noget kan nok også tilskrives nervøsitet og spænding før løbet.
Heldig fortog det sig, da jeg indtog rent vand de første 15 km.
Mit Polar V800 havde jeg hjemmefra sat til at bippe og vise "DRIK" for hver 2 km. så jeg konstant blev mindet om at drikke hele tiden. Polar V800 virkede iøvrigt super under hele turen og var meget stabil med hensyn til distancer og højder.
De første ca. 20-25 km. fulgte jeg med Jacob min ven og Nora Chen, som senere gik hen og vandt som hurtigste kvinde på løbet. Tempoet passede mig egentlig fint, men jeg måtte på et tidspunkt stoppe og pille en sten ud af skoen.
Efter at have fundet stenen i skoen og kommet af med den, begyndte jeg at løbe igen, men desværre begyndte en ulmende krampe at opstå i mine lårmuskler. Det hjalp at gå lidt og så løbe lidt indtil krampen blev for intensiv, hvor jeg så måtte ned og gå igen. Denne krampe forsatte desværre resten af løbet med svingende styrke, hvilket begrænsede mit løb og dermed min fart væsentlig. Efterfølgende rationalisering siger mig, at det nok skyldes det store træningsgab på 8 uger i sommer, hvor jeg var skadet og ikke kunne løbe. Det var netop lige denne periode, hvor der skulle bygges kilometer og styrke i benene.
Men altid godt at kende til årsager.
Jeg indtog med jævne mellemrum (1 gang i timen ) 2 Saltssticks tabletter med vand, og udover det drak jeg jo Vitargo med elektrolytter, så jeg mener ikke at jeg manglede mineraler. Det var simpelthen for lidt træning, overanstrengelse og varme, der frembragte kramperne.
Iøvrigt lærte jeg også på den hårde måde, vigtigheden af at checke og være helt sikker på, at der var vand nok med fra hvert checkpoint. Ved checkpoint omkring 30 km. stod jeg og fumlede med at få vand fra en stor beholder ned i min væskerygsæk, uden at spilde for meget så det hele blev vådt. Det resulterede åbenbart i at jeg ikke fik fyldt særlig meget vand i blærerne, for da jeg et stykke tid efter checkpoint, havde taget 2 Saltsticks i munden og ville skylle med vand, var der bare ikke noget og de to tabletter sag suget fast i ganen den næste time, indtil jeg kunne fylde op igen. Ikke optimalt at mangle væske i så lang tid, når de er næsten 30 grader varmt.
Ruten var meget afvekslende fra nogle få km. på asfaltvej til cementerede singletracks, skovstier og vandløb som skulle forceres, Noget af ruten foregik også på de smalle diger der adskilte rismarkerne.
På et tidspunkt stod der en stor flok vandbøfler og fyldte hele vejen, så jeg måtte møve mig igennem, for at komme videre.
Da jeg efter at have forceret en del vandløb, løbet flere km op og flere km. ned, ad små smalle næsten usynlige stier, dæmninger på rismarker og mange andre underlag, nåede jeg endelig det sidste checkpoint 8 km. før mål.
Jeg var helt udmattet dels af den høje temperatur, dels af strabadserne med op og nedad løb, og også hjernen var træt af koncentrationen og de mange indtryk undervejs.
Men 8 km. det var da til at overskue og jeg var lige ved ikke at fylde væske på rygsækken, da hjælperne sagde at det godt kunne tage 2 timer at fuldføre de sidste 8 km., for det gik en del opad.
ja det skal jeg love for. Nogle få hundrede meter efter depotet gik det næste lodret op. Flere steder var der ophængt tov og bambusstave., Som vi kunne trække os op i.
Bungalowerne ved Topas Ecolodge hvor start og mål var placeret. Det høje bjerg i baggrunden var det sidste bjerg, der skulle forceres inden mål.
Jeg var grædefærdig af træthed men fik mig langsomt hevet op. Meter for meter.
Kravlede 5-10 meter op og måtte sætte mig og hvile, 5-10 meter mere og hvile o.s.v.
Jeg tror at en detalje der fik mig over toppen efter ca. 4 km. ,på trods af næsten total udmattelse, var at løbschef Asger Køppen fra Topaz rejser, stod et par hundrede meter fra toppen og råbte opmuntrende til os. Tak for det Asger. Endelig blev toppen forceret og det gik lidt ligeud og så stejlt nedad. Så stejlt og ujævnt, at det var umuligt for mig at løbe, på grund af krampen i benene.
I et tidligere blogindlæg diskuterede jeg med mig selv, om det var en god ide med vandre stave på turen. Med min nuværende erfaring vil jeg sige at, ja de kunne have været en hjælp på en del af de stigninger, hvor man var nød til at gå op, for at aflaste benene lidt. Jeg kunne se på de der brugte stave op ad , at de var lidt hurtigere, men nedad ville jeg aldrig have turdet bruge dem alligevel, da underlaget simpelthen var for ujævnt og ustabilt.
Så jeg tager nok heller ikke stave med på næste tur på samme distance, men skal jeg en gang ud på længere distancer, kommer de med.
Det var sjovt at konstatere at deltagerne her de sidste 20-30 km. fik op - og nedture på forskellige tidspunkter. Man kunne overhale en deltager, der så helt færdig ud, og 30 min. senere kom han eller hun og overhalede igen i fin stil og sådan kunne det skifte over mange kilometer..
De sidste 2 km. var på en asfaltvej og jeg gik så hurtigt jeg kunne. På grund af kramperne kunne jeg ikke løbe. Jeg kiggede bagud og så 2 deltagere, der kom løbende bag mig og de var godt på vej til at indhente mig.
Jeg tænkte "næ næ", nu skulle der være konkurrence, så jeg kom lidt højere op i lunte/humpe/løbetempo og forsøgte at holde dem bag mig.
Cirka 100 før mål var de tæt på og jeg tænkte, hvad så vi kan lige så godt komme i mål samtidigt og få et godt billede, så jeg tog Richard fra Sydafrika i hånden og vi krydsede målstregen sammen.
Fantastisk forløsning og stor jubel fra de tilskuere, der havde taget opstilling ved målet.
Resultat : Richard og jeg kom i mål i tiden 12:42 som henholdsvis nr. 19 og 20 blandt alle løbere på de 70 km. (80 deltagere, mens 20 udgik)
Foto: David W. Lloyd
Vel i mål, var det første ønske en kold øl, så af med skoene og rygsækken ind og købe en øl og så bare sidde og slappe af, inden jeg kunne forsætte med noget som helst andet.
Efter at have fået aftensmad lørdag aften, var det som om at luften gik ud af ballonen, og det handlede om at komme ned at ligge og slappe af. Der var ikke kræfter til den store festivitas.
Søndag formiddag checkede vi alle ud fra Topaz Ecolodge og blev kørt i bus til Sa Pa, hvorfra den stort anlagte sejrsceremoni skulle foregå.
Efter sejrsceremonien kørte vi videre til Lao Cai, hvor nattoget førte os tilbage til ankomst Hanoi tidlig mandag morgen.
En dag mere i Hanoi hos mine venner og turen gik så tilbage mod Danmark.
Efter ankomst til Danmark var benene igen friske og der var ingen ømme spots, så jeg var allerede onsdag ude at løbe, efter lørdagens strabadser.
Vietnam Mountain marathon 2014 vil altid befinde sig i min bevidsthed, som et storslået og godt arrangeret løb, en kæmpeoplevelse, som varmt kan anbefales til alle, der ønsker sig lidt eventyr og udfordringer. Du kan jo også vælge 42 km. eller 21 km. ruten, men uanset hvilken distance du vælger, så husk at træne godt hjemmefra.
Vigtigste lærepenge:
- Bedre styr på væsken undervejs. Sørg for at der altid er væske nok til næste depot. men lav en taktik, så du heller ikke har unødig meget væske og kulhydrat med, mellem hvert depot.
- Inden næste ultraløb skal jeg træne meget mere offraoad eller off track , det vil sige væk fra stier, ind i skoven, gennem vandløb op og ned ad alle de bakker der mødes.
- Mere styrke og udholdenhedstræning i form af lange gåture med god vægt på ryggen i kuperet terræn.
- Lidt færre pakke-nelliker med. Skær virkelig ind til benet, med hvad du har brug for at bære på. Så lidt vægt som muligt.
- Når jeg engang i fremtiden skal deltage i lignende løb, vil jeg helt klart prioritere et værelse og en ordentlig seng i dagene op til og efter løbet. Det er sjovt at sove i telt, men ikke optimalt som forberedelse til et så ekstremt løb.
Links.:
Video fra løbet
VMM 2014
Flere billeder fra Vietnam.
Min løbetur på Polar Flow
