tirsdag den 22. maj 2012

Så kom sommeren til København

Sommeren kom til København den dag Copenhagen maraton blev afviklet. Det skete med et voldsomt temperaturspring, i forhold til dagene før løbet.

Jeg var i år ufrivillig tilskuer på grund af min ene akillessene, som tidligere beskrevet (den er nu i bedring efter 4 ugers total løbestop)

Så det gode varme vejr blev nydt på sidelinjen, mens jeg kunne observere løberne der led.

Min tilskuertur begyndte på Langebro hvor jeg kunne nyde starten på afstand og samtidigt nå at følge med de første løbere videre til Østerbro, hvor løberne passerede flere gange undervejs indenfor en lille radius.

Det var interessant for mig at se hvilken ro nogle løbere kunne have, mens de roligt spankulerende over Langebro  med startnummer på kun 7-8 min. før start. For en person som mig, der har et stort behov for kontrol og ro inden start, ville jeg være død af stress, hvis jeg var i så dårlig tid. Men vi er jo heldigvis alle forskellige.

Starten gik 0930 og det var et fantastisk skue at se de omkring 10.000 løbere sætte sig i bevægelse.

Hurtigt var de første oppe på broen og jeg cyklede med til Nørre Voldgade hvor jeg gjorde stop, og allerede her gik rigtig mange i "pit" for at lade vandet. Der var åbenbart drukket lidt for meget vand op til start. Men hellere det end at være i underskud, på dette tidpunkt.

På Østerbro ved søerne og Lille Triangel og hele vejen ud af Østerbrogade var der tæt pakket med tilskuere i godt humør. Uden for Marathonsport var der en diskjockey, der fyrede de seneste hits af for fuld udblæsning.

Jeg så flere(mandlige) løbere med babyjogger. Hvad sker der lige. Er det et eller andet Far/Machoprojekt de har kørende her. Løb dog hellere en lille træningstur med barnet i joggeren, men ikke et maraton i stegende hede, uden nogen beskyttelse for børnene i babyjoggerne. 3-4 timer for sådan en purk i bagende sol er simpelthen for meget og det burde forbydes. Jeg tænker også, om far stopper og udgår, hvis barnet lige pludselig ikke synes det er så sjovt mere - nej vel. Sjovt nok er det altid mænd der har disse projekter kørende.For et par år siden blev en af mine gode bekendte kørt ned bagfra af sådan en babyjogger, så hendes sko røg af. Det kunne have kostet hende en 3.plads i løbet.


Desværre sluttede min tilskuerrolle brat da jeg omkring de 30 km. på afstand, så en ung mandlig løber pludselig faldt om på vejen. Ingen reagerede på trods af både masser af tilskuere og løbere. jeg smed cyklen og løb hen og hjalp manden ind i skyggen: Han var helt væk og jeg begyndte at nedkøle ham i nakken, samtidigt med at jeg tvang noget væske i ham. Flere hjælpere kom herefter også ilende til undsætning og de hentede vand og sukker m.m. Først efter 15-20 min. lykkedes det at komme til at tale med ham og vi ringede til pårørende, for at advisere dem om, hvor han befandt sig.  Der kom også en official til, men det eneste han kunne gøre, var at meddele at alle samaritter var optaget og vi blev nød til at ringe 112 hvis vi skulle have hjælp. En tililende sygeplejerske overtog plejen og mente hun selv kunne klare det.
En meget ubehagelig oplevelse at slutte min tilskuer dag med.

Overordnet set synes det om Sparta bliver bedre og bedre til at arrangere disse efterhånden meget store løb.

Desværre hørte man på ruten ofte aggressive billister der helt unødigt speedede deres biler op i ophidselse over lidt ekstra ventetid, heldigvis i behørig afstand til løberne.

Det lykkedes nok desværre heller ikke nogen sinde at lave en rute der er helt fri for vejarbejde, så løberne kan slippe for at løbe på stålplader og ujævnt underlag.

Absolut et flot og ros-værdigt arrangement, men jeg vil nu hellere løbe end stå på sidelinjen.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar